Skal folkeoplysningen og bibliotekerne overhovedet samarbejde? Diskussionsoplæg fra 11.1.10

I november 2009 kunne man i DFS' netavis læse artiklen Ulige konkurrence i folkeoplysningen. Her redegør Michael Voss for, hvordan der sker en skævvridning i foredragsvirksomheden, fordi bibliotekerne med en kommunal finansiering i ryggen selv kan bestemme, hvor meget de vil tage i entré til f.eks. foredrag, mens aftenskolerne selv skal finansiere det hele, og derfor er nødsagede til at sætte prisen for entré væsentligt højere.

I diskussioner, som jeg har overværet i forbindelse med dette projektarbejde, har jeg hørt samarbejdskritiske argumenter som ”bibliotekerne overtager alle de gode idéer, som folkeoplysningen får”, ”ufleksible medarbejdere gør samarbejde umuligt”, ”det er svært at samarbejde med en kommunal institution”.

Ja, nogle biblioteker kan tilbyde billigere foredrag end aftenskolerne, men i og med at biblioteker landet over bliver presset på økonomien er det måske spørgsmålet, om der er tale om en reel konkurrence. Hvis man samarbejdede, havde man måske mere økonomi og i hvert fald mere ”man power” og større synlighed.

I forhold til kritikken om, at biblioteker overtager idéer, er det vel et kendt fænomen, at etablerede institutioner lader sig inspirere af græsrødderne, men hvis man nu samarbejdede, kunne man måske dele den ofte omkostningstunge byrde med at idéudvikle og løfte realisering i fælles flok. Kunne et etableret samarbejde gøre nytænkning lettere?

At det at samarbejde er en svær kunst, er ingen hemmelighed – det er vist lige så svært som at kommunikere, så alle hører, læser og forstår det samme. Samarbejde kræver møder, træning, imødekommenhed og flere møder. Noget samarbejde er tungt, andet kommer aldrig til at fungere, men første step på vejen er at lære hinanden så meget at kende, at der kan skelnes mellem fordomme og realiteter. Det samarbejde, der går godt, kræver en kontinuerlig indsats, men skaber win-win situationer for alle.

Jeg kan kun se, at et udvidet samarbejde mellem folkeoplysningen og bibliotekerne kan gavne begge parter, og der er da også stor interesse for at skabe et samarbejde mellem folkeoplysningen og biblioteker, hvis der kan fokuseres på de områder, hvor vi kan supplere hinanden og ikke konkurrere mod hinanden. Men hvad er det for områder, og hvor går grænsen mellem supplement og konkurrence? Hvilke barrierer skal nedbrydes for, at et godt og veludbygget samarbejde mellem folkeoplysningen og biblioteker kan etableres?

Se desuden KL's holdning til samarbejde her